I gennemsnit er der omkring 15.000 skilsmisser i Danmark om året, og næsten hvert tredje barn oplever, at mor eller far bliver skilt. Det er altså helt normalt, at ens forældre bliver skilt.
Samvær Den forælder, du ikke bor sammen med, har ret til at se dig på bestemte tidspunkter alligevel. Det kalder man "samvær". Dine forældre kan f.eks. beslutte, at du skal bo hos din mor og far skiftevis en uge ad gangen, at du skal se den, du ikke bor hos hver anden weekend eller noget helt tredje. Også her har du ret til at blive hørt om din mening, hvis du er fyldt 12 år, men hvis du er under 12 år, må du selvfølgelig gerne sige din mening alligevel.
Børnegrupper Statsforvaltningerne har pligt til at oprette "børnegrupper" eller "skilsmissegrupper", hvor du kan mødes og tale med andre børn, der oplever eller har været igennem en skilsmisse. Du kan få hjælp af din lærer til at finde en gruppe i nærheden af dig, men husk at spørge dine forældre om lov først.
Hvor skal jeg bo? Den vigtigste beslutning dine forældre skal tage er, hvem du - og dine søskende, hvis du har sådan nogen - skal bo sammen med. Nogle gange vil dine forældre spørge dig, hvad du synes, men det er ikke noget de har pligt til at gøre, medmindre du er fyldt 12 år. Det er dog stadigvæk ikke dig der kan bestemme i sidste ende. Du har selvfølgelig altid ret til at fortælle dem, hvor du helst vil bo, men det kan også være rigtig svært, for det kan føles som om, at du skal vælge imellem dine forældre. Hvis du har brug for nogen at tale med i forbindelse med dine forældres skilsmisse, kan du fx tage fat i en skolelærer eller anden voksen, du stoler på. Du er ligeledes velkommen til at kontakte SSP i Hedensted.
Hvor kan jeg få hjælp? På hjemmesiden Mor og far skal skilles står der en hel masse om skilsmisse og om de tanker, følelser og spørgsmål, der følger med, når ens forældre skal skilles. Her kan du læse dig til gode råd og se, hvad andre børn har at sige om emnet. Børns Vilkår har en børnechat, hvor du kan chatte med rådgivere og fortælle om dine tanker og spørgsmål. |