Årets Musical: "WILLOW - Den udvalgte"
Hvis du er ung, så ved du, at livet engang imellem kan virke håbløst. For den unge William bliver det hele for meget, og han vil ende sit liv. I stedet for at dø, kommer han til eventyrenes og elvernes land. Her bliver han kendt som "Willow" - den udvalgte. Dette skal han først selv erkende, og herefter går kampen i gang mod en ond dronning, der for hver en pris vil holde på sin magt, sikre slægtens videreførelse gennem sin datter og sørge for, at ondskab og mørke sejrer.
Der hviler dog en hemmelig spådom over landet. At der en dag vil fødes et spædbarn, der vil ændre verden og bringe balance imellem godt og ondt. Dronningen sætter kampen ind mod spædbarnet, der skal findes. Willow gør alt for at bringe barnet til de retmæssige arvtagere af riget.
Gode og onde mødes i et brag af et drama-eventyr, der med garanti vil bringe både tårer, latter og eftertænksomhed frem.
Musicalen er i sin genre en blanding mellem Ringenes Herre, Camelot og Det gyldne kompas.
Der er kort fortalt mulighed for at melde sig til en musical med kærlighedsduetter og kysseri, dansetrin og dødsscener, elverfolk og eventyrfortælling.
"Glem alt det du ved - eller tror du ved" For dette her er musical 2011.
Forestillingen skal bruge 25 - 30 deltagere, som vil synge, spille skuespil og danse.
Vi forventer af dig:
At du kan indgå i et forpligtende fællesskab, hvor folk kan regne med dig
At du er pålidelig med dit fremmøde til øveaftener
At du vil være med til at skabe en stor forestilling
At du er åben overfor dine medspillere og samarbejder, hjælper dem - ligesom de hjælper dig.
Hvad kan du forvente af os:
Et team, der vil engagere sig i at skabe en flot unik forestilling, der aldrig har været vist før.
Ambitiøse instruktører og teknikere, der vil guide og hjælpe dig med din præstation lige til det sidste.
En oplevelse som du vil huske i meget lang tid
Vi forventer ikke, at du kan alt i forvejen, men du skal være parat til at lære nyt og tage kampen op, så vi får rykket nogle grænser, og så du pludselig kan præstere meget mere, end du troede, du kunne, da du kom.
Vi håber at kunne byde dig velkommen til årets musical-hold.
Så meld dig, hvis du vil synge, danse og spille skuespil i et dramatisk eventyr, der handler om valg og konsekvenser, om liv og død.
Du vil som tilmeldt modtage et brev med yderligere information om tidspunkt m.v. forud for audition.
.